HART
– en enkel vej til dokumentation med mening
af Anders Madsen og af Stine G. Page, MindResult
En tilgang, anledning og metode til dokumentation, som kan styrke og støtte faglige drøftelser og udvikling af hverdagens praksis
Dokumentation. Ordet i sig selv kan virke tungt. Dokumentationskrav. Dokumentationsopgave. Der er og har længe været meget fokus på dokumentation på socialområdet. Først fordi der ikke var nok af den. Nu nok mere, fordi der er for meget. At mange oplever, at opgaven med at dokumentere fylder for meget. Og at dokumentationen tager tid fra det, der er vigtigt.
Hvis dokumentationen er blevet til et monster. Eller en opgave, der bare skal løses. Og når man så ikke oplever, det giver værdi til det nære faglige arbejde og samarbejde – hverken i dag, i morgen eller på sigt. Så er det tid til at forholde sig til det, der med et langt ord kaldes sin dokumentationspraksis.
Uundværligt fagligt redskab
Vi ser et enormt potentiale i dokumentationen som et fagligt redskab. Så den netop ikke er noget ved siden af det, der er vigtigt. Men bliver et uundværligt redskab i den så omtalte kerneopgave. Vi ser også, at det kræver et bevidst, prioriteret og fokuseret arbejde med tilgangen til dokumentation. Og med kulturen omkring det at skrive om sin praksis, faglighed, observationer og refleksioner. Og at det er en vending, der ikke behøver være svær at lave, hvis man begynder med små trin og enkle overskuelige greb.
Vi hjælper tilbud på det sociale område, med at sætte denne bevægelse i gang.
Praktisk og konkret for medarbejderne. Men også for lederne, som har en vigtig opgave i at understøtte, at dokumentationen netop anvendes som et fagligt redskab i hverdagen. Både i den enkelte borgers forløb og i de fælles faglige drøftelser og udviklingen på tilbuddet. Gennem enkle fokuserede processer udvikler
dokumentationen sig til at være lige så vigtig, som hammeren er det for tømreren – det er svært at bygge noget uden den.
HART – en enkel tilgang med stort potentiale
Det er vores erfaringer fra processer med medarbejdere og ledere, der danner fundamentet for den model, vi har valgt at kalde HART.
HART står for Handling, Adfærd, Refleksion og Tegn.
• Hvad man gør eller forventer at gøre – Handling,
• Hvilken respons dette giver anledning til – Adfærd,
• Hvad man tænker om det fra et fagligt perspektiv – hvad bliver man fx nysgerrig på eller optaget af – Refleksion, og
• Hvilke Tegn man oplever, ser eller ikke ser som indikatorer for, at handlingen har betydning.
HART kan bruges som ramme for den daglige dokumentation fx om arbejdet med mål.
Og give en enkel struktur, som hjælper til at blive tydelig om og få øje på, hvornår noget er vigtig viden til det faglige arbejde.
Eller anvendes som tilgang i ledelse – fagligt, kollektivt og individuelt. HART tilbyder et fokus i forberedelsen af samtaler med borgere eller medarbejdere, og kan være et redskab til planlægning af møder, evalueringer, interventioner med mere.
Teorierne bag
Teoretisk står HART på tre balancepunkter:
Forandringsteori, Fortællinger og Praktisk Dømmekraft.
Strukturen låner fra det forandringsteoretiske og den klassiske projektledelsestænkning. Med en bevidsthed om, hvor vi gerne vil hen, og hvad der
kan være eller viser sig som indikatorer på vejen i form af tegn, vi enten holder øje med eller får øje på. Og med et fokus både på enkeltdelene og helheden på den korte og lange bane.
Indholdet står på den narrative og systemiske tilgang med fokus på de fortællinger, der vokser frem. De muligheder og begrænsninger dette giver for, hvad vi får øje på og har øje for. Med gennemsigthed om, at det valgte fokus sætter rammen for det, der kan komme til syne og få værdi. Og endelig med bevidsthed om, at fortællinger muliggør eller peger på nogle handlinger frem for andre, som vi hele tiden skal reflektere over og forholde os ydmygt og undersøgende til.
Anvendelsen trækker på den praktiske filosofi og det konstante arbejde med at styrke den praktiske dømmekraft i hverdagens handlinger. Vi læser en adfærd, registrerer en respons, responderer selv, ser noget konkret, og løfter os til et metaperspektiv for faglig refleksion. Hvordan man som kollega eller leder anvender den viden, der skabes med HART som tilgang, er afgørende for, at dokumentation bliver til mere end tekst. At den bliver til viden, der er meningsfuld, har værdi og gør en forskel for borgeren og det faglige samarbejde. Det uundværlige faglige redskab – hammeren.
Brikker til mønsteret
Når man bruger HART som struktur i korte daglige notater, kan man samle brikker som empiri. På kort tid kan man få nok fokuseret viden til at få øje på et mønster. Måske med huller der skal undersøges nærmere. Og hele tiden med fokus på at skabe viden som grundlag for at justere og kvalificere valget af næste faglige handling og prioritering. Så vi kan skabe den bedst mulige udviklende indsats både for borgere og medarbejdere.
HART kan være det enkle redskab til at tage fat på dokumentations-monsteret og gøre det både håndterbart, værdifuldt og meningsfuldt. Sammen med faciliterede faglige drøftelser kan HART støtte en tålmodig og modig bevægelse. Hvor en ny kultur kan vokse frem i samarbejdet mellem medarbejdere og ledere. Og hvor dokumentation er et plus-ord og et fælles fagligt redskab.