Som mange andre har jeg det sidste års tid holdt møder med mine ansatte, samarbejdsparter og klienter virtuelt eller i telefonen. Møderne handler om ledelse i krisetider, supervision og udvikling af faglighed. Mange af dem, jeg taler med, er frustrerede over den manglende kontakt til kolleger og andre ansatte. Nogle gange går det fint. Og så dukker der pludselig noget op, hvor vi bliver i tvivl om, hvor godt det faktisk går.

Det har fået mig til at tænke over, at jeg ofte oplever en god kontakt mødet – også når det er virtuelt! Så hvad er det, jeg gør, som fremmer nærværet i mødet?
Jeg giver her eksempler på de strategier og tilgange, jeg har arbejder i de mødeformer, der eskalerer i øjeblikket. Eller måske rettere er blevet vores nye hverdag. Nogle strategier nyere, andre af ældre dato.

I en 20-årig periode arbejdede jeg med klienter, som kom i forskellige former for terapi. Inden hvert møde tunede jeg ind til personen, og registrerede mine reaktioner i krop og sind når jeg tænkte på personen. Disse reaktioner forsøgte jeg ydmygt at bringe i spil i mødet. Så jeg kunne undersøge om de havde nogen relevans for klientens proces, eller om de blot var mine processer.

Den tilgang bruger jeg nu inden og under de virtuelle møder. Med andre ord arbejder jeg aktivt med mit nærvær og bringer mine iagttagelser i spil. Fx ved rammesætning af en virtuel gruppesupervision, som kan lyde sådan her: ”Har I slukket eller vendt jeres mobiler? Har I slået alle notifikationer fra på PC? Har vi hinandens fulde opmærksomhed de næste to timer? Hvis du har brug for timeout så sig det, eller har brug for slukket kamera en periode så sig også det, så de andre deltagere ikke oplever det som fravalg!” For som mange nok er klar over nu, er man ikke i tvivl, når opmærksomheden er andre steder – også bag skærmen.

En nyere strategi i min ledelse på distancen er at bruge fokus og tegn. På samme måde som jeg underviser i fokus og tegn på kurser som fx Dokumentation der virker.

Hvis mit fokus er medarbejdernes trivsel under krisen, så vælger jeg tegn, jeg vil se/lytte efter hos gruppen som helhed og hos den enkelte. Tegnene hjælper mig til at vælge hvilke ledelseshandlinger, jeg skal gøre.

Jeg vælger to-tre tegn, jeg holder øje med og lytter efter. Fx fravær på respons i kontaktforsøg, kropssprog/øjenkontakt i de virtuelle møder, tonen i stemmen, hvad der produceres i en niche af medarbejderens ansvarsområde, osv.

Alt efter hvad jeg får øje på, vælger jeg mine handlinger. Det kan være flere ugentlige kontakter. At jeg spørger mere ind til personlige emner, når vi mødes. Eller at jeg bliver tydeligere om mine motiver. Og så holder jeg øje med, hvilken adfærd der kommer ud af det.

I den adfærd, der kommer, vælger jeg bevidst kun at kigge nøjere på de valgte tegn. (Medmindre der kommer noget meget påtrængende, som jeg så må prioritere som aktuelle tegn). Og så reflekterer jeg over de tegn jeg ser i adfærden. Fx om jeg ser den adfærd jeg forventede? Eller er der overraskende nyt positivt eller negativt? Jeg bruger refleksionen til at justere mit fokus og vælge hvilke nye tegn, jeg vil kigge efter. Så det kan guide mig i mit bevidste valg af mine ledelseshandlinger.

Den tilgang giver mig – sjovt nok – fokus, momentum, noget at pejle efter. Og på det personlige plan får jeg ro og overskud til det ekstra, som krisen kræver af mig som leder, konsulent og supervisor. Derfra kan jeg hjælpe andre til at finde samme fokus, momentum, retning og ro.

En tilgang, anledning og metode til dokumentation, som kan styrke og støtte faglige drøftelser og udvikling af hverdagens praksis

Dokumentation. Ordet i sig selv kan virke tungt. Dokumentationskrav. Dokumentationsopgave. Der er og har længe været meget fokus på dokumentation på socialområdet. Først fordi der ikke var nok af den. Nu nok mere, fordi der er for meget. At mange oplever, at opgaven med at dokumentere fylder for meget. Og at dokumentationen tager tid fra det, der er vigtigt.

Hvis dokumentationen er blevet til et monster. Eller en opgave, der bare skal løses. Og når man så ikke oplever, det giver værdi til det nære faglige arbejde og samarbejde – hverken i dag, i morgen eller på sigt. Så er det tid til at forholde sig til det, der med et langt ord kaldes sin dokumentationspraksis.

Uundværligt fagligt redskab
Vi ser et enormt potentiale i dokumentationen som et fagligt redskab. Så den netop ikke er noget ved siden af det, der er vigtigt. Men bliver et uundværligt redskab i den så omtalte kerneopgave. Vi ser også, at det kræver et bevidst, prioriteret og fokuseret arbejde med tilgangen til dokumentation. Og med kulturen omkring det at skrive om sin praksis, faglighed, observationer og refleksioner. Og at det er en vending, der ikke behøver være svær at lave, hvis man begynder med små trin og enkle overskuelige greb.

Vi hjælper tilbud på det sociale område, med at sætte denne bevægelse i gang.
Praktisk og konkret for medarbejderne. Men også for lederne, som har en vigtig opgave i at understøtte, at dokumentationen netop anvendes som et fagligt redskab i hverdagen. Både i den enkelte borgers forløb og i de fælles faglige drøftelser og udviklingen på tilbuddet. Gennem enkle fokuserede processer udvikler
dokumentationen sig til at være lige så vigtig, som hammeren er det for tømreren – det er svært at bygge noget uden den.

HART – en enkel tilgang med stort potentiale
Det er vores erfaringer fra processer med medarbejdere og ledere, der danner fundamentet for den model, vi har valgt at kalde HART.

HART står for Handling, Adfærd, Refleksion og Tegn.

• Hvad man gør eller forventer at gøre – Handling,
• Hvilken respons dette giver anledning til – Adfærd,
• Hvad man tænker om det fra et fagligt perspektiv – hvad bliver man fx nysgerrig på eller optaget af – Refleksion, og
• Hvilke Tegn man oplever, ser eller ikke ser som indikatorer for, at handlingen har betydning.

HART kan bruges som ramme for den daglige dokumentation fx om arbejdet med mål.
Og give en enkel struktur, som hjælper til at blive tydelig om og få øje på, hvornår noget er vigtig viden til det faglige arbejde.

Eller anvendes som tilgang i ledelse – fagligt, kollektivt og individuelt. HART tilbyder et fokus i forberedelsen af samtaler med borgere eller medarbejdere, og kan være et redskab til planlægning af møder, evalueringer, interventioner med mere.

Teorierne bag
Teoretisk står HART på tre balancepunkter:
Forandringsteori, Fortællinger og Praktisk Dømmekraft.

Strukturen låner fra det forandringsteoretiske og den klassiske projektledelsestænkning. Med en bevidsthed om, hvor vi gerne vil hen, og hvad der
kan være eller viser sig som indikatorer på vejen i form af tegn, vi enten holder øje med eller får øje på. Og med et fokus både på enkeltdelene og helheden på den korte og lange bane.

Indholdet står på den narrative og systemiske tilgang med fokus på de fortællinger, der vokser frem. De muligheder og begrænsninger dette giver for, hvad vi får øje på og har øje for. Med gennemsigthed om, at det valgte fokus sætter rammen for det, der kan komme til syne og få værdi. Og endelig med bevidsthed om, at fortællinger muliggør eller peger på nogle handlinger frem for andre, som vi hele tiden skal reflektere over og forholde os ydmygt og undersøgende til.

Anvendelsen trækker på den praktiske filosofi og det konstante arbejde med at styrke den praktiske dømmekraft i hverdagens handlinger. Vi læser en adfærd, registrerer en respons, responderer selv, ser noget konkret, og løfter os til et metaperspektiv for faglig refleksion. Hvordan man som kollega eller leder anvender den viden, der skabes med HART som tilgang, er afgørende for, at dokumentation bliver til mere end tekst. At den bliver til viden, der er meningsfuld, har værdi og gør en forskel for borgeren og det faglige samarbejde. Det uundværlige faglige redskab – hammeren.

Brikker til mønsteret
Når man bruger HART som struktur i korte daglige notater, kan man samle brikker som empiri. På kort tid kan man få nok fokuseret viden til at få øje på et mønster. Måske med huller der skal undersøges nærmere. Og hele tiden med fokus på at skabe viden som grundlag for at justere og kvalificere valget af næste faglige handling og prioritering. Så vi kan skabe den bedst mulige udviklende indsats både for borgere og medarbejdere.

HART kan være det enkle redskab til at tage fat på dokumentations-monsteret og gøre det både håndterbart, værdifuldt og meningsfuldt. Sammen med faciliterede faglige drøftelser kan HART støtte en tålmodig og modig bevægelse. Hvor en ny kultur kan vokse frem i samarbejdet mellem medarbejdere og ledere. Og hvor dokumentation er et plus-ord og et fælles fagligt redskab.

Resonans betyder samklang. At være på bølgelængde.
Skal man skabe noget i tæt samarbejde med andre. Tale om noget, der er svært. Komme i dybden. Være åben om dilemmaer på en måde, der ikke handler om at sige det rigtige, men turde undersøge dem sammen. Så gør resonans en forskel.

Er der dissonans – altså ingen samklang eller fælles bølgelængde – så kommer man nok slet ikke i gang.
Eller også taler man forskellige sprog eller forstår mere sig selv end hinanden. Måske uden at opdaget det, fordi man er for optaget af sit eget.

Er der hverken dissonans eller resonans, kan man nok tale sammen.
Man kan også komme i gang med at et samarbejde. Men det er vores erfaring, at der er risiko for, at man mest bliver i overfladen. I hensigterne. I at sige det forventede.
Eller at man kun hører det, man forventer – og mest fra sin egen stemme.

Er der resonans, samklang, bølgelængde – fælles skabt musik – er det vores oplevelse, at det åbner for at bevæge sig ind i et fælles rum. Et rum hvor samtale er mere end ord, man allerede siger. Hvor man faktisk kan tænke sammen. Hvor man i samtalen finder tanker og perspektiver, man måske ikke havde på forhånd. Eller var bevidst om.
Hvor der kan opstå en tryghed og tillid, der gør, at man tør undersøge sine perspektiver sammen. Hvor man får mulighed for at komme dybere i emnet, så man
ikke bare skraber i overfladen. Hvor man kan få udvidet sit perspektiv og høre mere end det, man lytter efter.

Vi kender det nok alle sammen. I nogle situationer eller relationer er der bare resonans. Det opleves ofte som et flow. Hvor tiden lidt forsvinder. Hvor vi pludselig opdager, at vi har været trygge, åbne og så tilstede eller i en samtale, at stemmen i vores eget hoved har været stille. Så der har været plads til at få øje på eller tænke noget nyt sammen med de andre. Hvis vi tænker efter, kan vi nok også komme i tanke om en hel del situationer, vi har været i, hvor den ikke er der – resonansen. Hvor vi har været mere i vores eget hoved end i det fælles. Eller hvor der faktisk har været dissonans. Det kan fx føles som trang til at få noget afsluttet, ikke-konstruktiv irritation, lysten til at trække sig. Enten i overført betydning hvor man mentalt tjekker ud. Eller hvor man helt konkret forlader situationen.

Så – hvordan kan vi fremme resonans? Kan man det? Eller er det noget magisk, der bare nogle gange er der, andre gange ikke?

Svaret er ja – til det første. Det er ikke altid muligt at skabe resonans. Der er ikke et trick eller quick fix. For resonans afhænger i sidste ende af de mennesker, der er i en relation og situation. Men det er muligt bevidst at arbejde for og fremme resonansens mulighed.

Det har vi arbejdet med i en del år. Både i vores virke som konsulenter og ledere af udviklingsprocesser i egne og andres organisationer. I organisationer og situationer med akutte udviklingsbehov. I understøttelsen af medarbejdere, der hver dag skal støtte borgere med massive udfordringer i deres egne udviklingsprocesser mod bedre mestring og trivsel. Og med grupper af konsulenter, der har til opgave at skabe rum for samtaler om dilemmaer i socialt arbejde, om problematiske relationer mellem medarbejdere og ledere… om store elefanter i små rum.

Det er ikke et nemt arbejde. Man skal turde stille sig selv sårbar. Være tilpas gennemsigtig i sine handlinger. Være åbent usikker. Lykkes og mislykkes. Bruge sig selv. Slippe sit eget perspektiv – uden at forlade det. Arbejde med sin tilstedeværelse, sin bevidsthed, sine positioneringer. Men det kan man sagtens. Hvis man vil. Og når det lykkes, er det så mærkbart – både i situationen, for dem der er så heldige at være i den, for opgaven og for dig selv – at det er det hele værd!

Det første skridt er at kende, blive bevidst om og få øje på tegnene på dissonans og resonans. Det næste er at arbejde med sin egen bevidsthed og adfærd. Her hjælper viden, praktiske greb og træning. Så man kan tage små konkrete og realistiske skridt fremad – og helst sammen med andre.